Video : Tipsbladet
Generelle

Gerrard om titelræset i 2014: En sorg jeg skal leve med resten af mit liv

Gerrard fortæller i et interview ærligt om sin karrieres op- og nedture, herunder det berygtede 'slip', der i 2014 kostede Liverpool titlen.

Liverpool var i 2014 alvorligt tæt på at vinde titlen under Brendan Rodgers, men titlen gled dem til allersidst af hænde. 

Det skyldtes blandt andet et 2-0-nederlag til Chelsea sent på sæsonen, hvor Gerrard som bekendt gled og gav det første mål til Chelsea - og det er stadig noget, der holder Gerrard vågen om natten. 

- Vi missede en fantastisk mulighed. Jeg tager selvfølgelig fuldt ansvar for den rolle jeg spillede. Men uheldigvis, over 38 kampe, faldt vi sammen til sidst. Og det er en sorg, jeg skal leve med resten af mit liv, siger Gerrard til BT Sport. 

Gerrard havde dog også flere store øjeblikke gennem sin karriere, og han husker med glæde på en helt speciel aften i Istanbul i 2005, hvor Liverpool i Champions League-finalen vendte 0-3 til 3-3 mod AC Milan, og senere vandt straffesparkskonkurrencen. 

- Den bedste aften i mit fodboldliv. Hvis jeg havde spillet halvtreds år mere, så ville jeg stadig ikke kunne slå den kamp. 

Det kunne dog let have gået i en helt anden retning fra start af. Gerrard indrømmer nemlig, at han var tæt på at blive Everton-fan som barn. 

- Cup-finalen mellem Everton og Liverpool i 1986 gjorde, at jeg blev en 'red'. Everton scorede først, og så tænkte jeg, at jeg måske skulle blive Everton-fan, men så lykkedes vi med at vende det rundt til 3-1. Så fra det øjeblik var jeg en 'red' for evigt.