Video : Tipsbladet
Generelle

Gigantisk ydmygelse får ingen konsekvenser for Tysklands landstræner

Det kommer ikke til at få nogen konsekvenser for Joachim Löw, at Tyskland tirsdag blev smadret med 6-0 af Spanien.

Tysklands landshold løb tirsdag ind i det største nederlag siden 1931, da Joachim Löws tropper blev banket med 6-0 af Spanien i Sevilla. 

Der har været stor skepsis om Joachim Löws egnethed som landstræner efter VM-fiaskoen i 2018, og efter nederlaget til spanierne slog Löw fast, at der havde været tale om 'en kulsort dag'. Löw ønskede dog ikke at udtale sig om, hvorvidt han læner sig op af en fyreseddel. 

Stoler stadig på Löw
Og efterfølgende bekræftede sportschefen på det tyske landshold, Olivier Bierhoff, så at Joachim Löw ikke skal frygte for sit job. Löw bliver således stadig manden, der skal stå i spidsen for Tyskland under EM, lød det fra Bierhoff.

- Helt sikkert, ja. Denne kamp ændrer intet. Vi stoler stadig på Joachim Löw. Ingen tvivl om det. I landsholdsregi må man tænke og analysere fra turnering til turnering. Vi ønsker at opnå det maksimale under næste års EM-slutrunde, lød det ifølge Bulinews fra Bierhoff. 

Joachim Löws, hvis kontrakt med det tyske fodboldforbund udløber i 2022, har især fået kritik for sin beslutning om ikke længere at udtage stjerner som Thomas Müller, Mats Hummels og Jerome Boateng.