Giggs: Manchester United bør lave en hemmelig kontrakt med Solskjær
Foto: Getty Images
Generelle

Giggs: Manchester United bør lave en hemmelig kontrakt med Solskjær

Den tidligere Manchester United-profil mener, at klubben allerede nu bør ansætte Solskjær permanent i al hemmelighed, og derefter begynde at udpege de to-tre spillere, der skal hentes til klubben til sommer.

Manchester United bør ansætte Ole Gunnar Solskjær som permenant cheftræner, men klubben skal gøre det uden at melde det ud offentligt.

Det mener den tidligere United-legende og nuværende walisisk landstræner Ryan Giggs, der ikke selv var interesseret i at tage over, da Mourinho blev fyret i december.

- Nej, ikke rigtig. Det havde måske forholdt sig anderledes, hvis jeg var ikke træner for Wales. Ole har leveret et fantastisk stykke arbejde. Jeg har selvfølgelig været i kontakt med ham, og han har givet spillerne frihed. Samtidig har han gjort det godt taktisk. Der er en kæmpe selvtillid. Han har fået smilet tilbage på ansigterne, siger Giggs til Sky Sports.

Gør som City
Ole Gunnar Solskjær har stadig ikke tabt en kamp i Premier League, siden han overtog som midlertidig træner i december. Nordmanden tabte sin første kamp som United-træner i sidste uge, da Paris Saint-Germain vandt 2-0 på Old Trafford i Champions League. Og Giggs mener, at Solskjær har vist nok til at blive ansat som permanent cheftræner.

- Vi har rodet rundt alt for længe. Når du har fået én, som kender klubben, er taktisk velfunderet, og tydeligvis har spillernes og tilhængernes opbakning, så det giver det en masse momentum. Der vil være bump på vejen, men de fleste fans vil fantasere om, hvad han vil være i stand til at levere med de beløb, der er blevet brugt i de seneste år. 

Giggs mener desuden, at Manchester United bør gøre som lokalrivalerne fra City, når det kommer til ansættelsen af Solskjær.

- Jeg ville ikke forhaste noget, for du ønsker ikke at afspore den nuværende situation. Planlægningen er vigtigere end offentliggørelsen. Se på Guardiola. Han hentede de Manchester City-spillere ind, som han ville have, et år før han kom til klubben. Så hvis det er Ole, de vil have, så lad det forblive internt og gå igang med planlægningen. Vores problem i de senere år er, at vi altid har halset efter. Vi bør identificere de to eller tre spillere, vi har brug for, hvis vi skal vinde Premier League og Champions League.