Video : Tipsbladet
Generelle

Giroud om Lampard-beslutning: Jeg er uenig

Frank Lampard har i denne sæson valgt at satse på Tammy Abraham i front, men Olivier Giroud mener, at han også bør få chancen.

Olivier Giroud er røget ud i kulden i Chelsea, hvor den nye cheftræner Frank Lampard foretrækker den 22-årige Tammy Abrahram.

Abraham har scoret syv mål i ligaen, og nettede også i Champions League-opgøret mod Lille. 

Ikke en kritik
Alligevel føler Giroud, at han fortjener en mere fremtrædende rolle på Chelsea-mandskabet. Det er ikke tilfredsstillende at sidde på bænken, lyder det.

- Acceptere det? Nej, jeg kan ikke acceptere det. Man skal ikke male fanden på væggen i denne slags situationer. Jeg har altid været respektfuld og ydmyg. Selvom jeg ikke er enig med træneren, så kritiserer jeg ham ikke, lyder det ifølge Le Pelerin fra Giroud.

Fortryder intet
Giroud, der fredag blev matchvinder i Frankrigs 1-0-sejr over Island, fortryder dog ikke skiftet til Chelsea.

- Jeg ved med mig selv, at jeg ikke kan acceptere det, fordi jeg kender mit værd på banen. I sidste sæson, da jeg mente, at jeg burde spille, bad jeg træneren om en forklaring. Det var ikke nemt at forlade Arsenal til fordel for Chelsea. Jeg elskede Arsenal. Men det var et skridt frem, da Chelsea er en engelsk klub, der har vundet mange titler, ligesom Manchester City, i de seneste 10 år.

- Jeg havde konkurrenter i angrebet - Morata, Higuain, Hazard - som endte med at smutte. Jeg vandt i sidste ende. Jeg spillede i FA Cup-finalen i 2018 og i Europa League-finalen i 2019. Endnu engang starter jeg en sæson med vanskeligheder. Men som min bror har sagt, så har jeg altid vist mit værd, når modstanden er størst. Selvom jeg selvfølgelig havde foretrukket lidt mindre modstand.