Video : Tipsbladet
Generelle

Griezmann: Derfor skiftede jeg til Barca

Antoine Griezmann blev søndag præsenteret som ny Barcelona-spiller. Franskmanden forklarede her, at tiden var kommet til at kaste sig over en ny udfordring.

Efter lang tids spekulation blev Antoine Griezmann søndag præsenteret som Barcelona-spiller, da katalanerne betalte franskmandens frikøbsklausul på knap 900 millioner kroner.

Dermed forlader angriberen Atlético Madrid efter fem sæsoner.

Vil vinde manglende trofæer
Til søndagens præsentation fortalte Griezmann, hvorfor han valgte at foretage klubskiftet, blot tolv måneder efter, at han havde afvist et skifte til netop Barcelona.

- Jeg ønsker at blive en vigtig spiller i denne store klub, og jeg vil prøve at vinde La Liga, såvel som Copa del Rey og Champions League - de trofæer, som jeg endnu ikke har vundet. Jeg har arbejdet hårdt for at blive en vigtig spiller på enhver position. Jeg kan spille til venstre, til højre eller i midten, men det eneste, der betyder noget, er at jeg gør det godt, så jeg hjælper holdet. Med mit spil kan jeg bidrage med afleveringer, assists, mål og glæde, lyder det ifølge Barcelonas hjemmeside fra Griezmann.

- Det er altid svært at forlade et sted, hvor du er komfortabel. Jeg har stor beundring og respekt for Atlético Madrid, og jeg gav alt for dem, indtil det sidste. Nu ønsker jeg dog en ny udfordring. Jeg ønsker at forbedre mig selv og træde ud af min komfortzone. 

Messi er som LeBron
I Barcelona bliver Griezmann holdkammerater med Lionel Messi.

- Han er verdens bedste i mine øjne, ligesom Lebron James er i NBA. Han er én, som enhver spiller kan se op til, og han vil være en legende for mine børn - og mine børns børn i fremtiden, lyder det fra Griezmann.

Ikke nemt
Barcelona-præsident Josep Maria Bartomeu erkendte til præsentationen, at det har været vanskeligt at få fingrene i Antoine Griezmann.

- Han er en spiller, som vi har ønsket at gøre til en del af vores hold i et stykke tid. Det har ikke været nemt at bringe ham hertil, men vi prøver at forbedre os hvert år. Og med købet af Griezmann vil holdet tage et vigtigt skridt fremad. 

- Vi var nødt til at betale hans frikøbsklausul. Vi har taget et løn på 261 millioner kroner, og de resterende 634 millioner kroner kommer fra betalinger, som vi havde ventet på at få. 

Griezmann nåede at score 133 mål i 257 kampe for Atlético Madrid.