Video : Tipsbladet
Generelle

Guardiola hylder sin trup: De presser hinanden

Nogle af Manchester Citys største stjerner sad på bænken i weekendens storsejr over West Ham, og det var et bevis på den store bredde i truppen, mener manager Pep Guardiola

Sergio Agüero, Bernardo Silva og İlkay Gündoğan. Tre af de vigtigste spillere, da Manchester City i sidste sæson vandt det engelske mesterskab i en uhyre tæt duel med Liverpool, og tre spillere, man derfor kunne forvente i startopstillingen til den første kamp den nye sæson. Men alle tre stjerner måtte i stedet tage plads på bænken i 5-0-sejren over West Ham og i stedet se Gabriel Jesus, Riyad Mahrez og Rodri få plads blandt de startende 11.

Et tegn på, at der er ekstrem tæt kamp om pladserne i Manchester City, og det er en fryd for manager Pep Guardiola at arbejde med. Det fortæller ham i et interview med klubbens hjemmeside, hvor han blandt andre fremhæver Riyad Mahrez som en spiller, der gjorde en god figur i sæsonåbneren.

- Det eneste problem Riyad Mahrez havde i sidste sæson var, at manageren ikke valgte ham ofte, fordi han havde en af sæsonens bedste spillere, Bernardo Silva, på samme position. Nu ved Bernardo, at 'wow, Riyad er en utrolig spiller', og at han er nødt til at blive endnu bedre. Gabriel Jesus kom med en utrolig fart og energi, så nu ved Sergio Agüero at 'wow, Gabriel er i topform'.

Holder niveauet højt
Den hårde konkurrence om pladserne betyder, at niveauet holdes tårnhøjt i Manchester City, og det var ifølge den spanske manager en af hovedårsagerne til Manchester Citys tre hjemlige triumfer i sidste sæson.

- Det er den eneste måde at holde vores niveau. Vi ved nu, at det var derfor vi gjorde, hvad vi gjorde i sidste sæson. Det skal alle spillerne vide. I dag havde vi på bænken João Cancelo og İlkay Gündoğan - den bedste midtbanespiller i de sidste to måneder af sidste sæson. Vi havde Phil Foden, en talentfuld spiller, og Bernardo. Også Sergio, lyder hyldesten fra Guardiola som afslutter:

- Det er den eneste måde. Hvis spillerne ikke gør det godt, må jeg tænke på, at andre fortjener en chance. De er nødt til at spille godt for at vise respekt for de spillere, som ikke spiller. Derfor ved jeg fra min erfaring som træner, at jeg skal holde holdet samlet og fokuseret.

Med triumfer i både Premier League, FA Cuppen og ligacuppen i sidste sæson har Manchester City en masse at leve op til i det kommende år. Første store udfordring i kampen om det engelske mesterskab kommer allerede på lørdag, når de hjemme på Etihad Stadium tager imod Tottenham, som ligeledes har store titeldrømme.