Video : Tipsbladet
Generelle

Havde tilbud fra Barcelona: Nu forklarer Aubameyang hvorfor han blev

Ifølge Pierre-Emerick Aubameyang var det Mikel Arteta, der havde held med at overtale ham til at blive i Arsenal.

Trods interesse fra Barcelona valgte Arsenal-kaptajnen Pierre-Emerick Aubameyang tidligere på måneden at underskrive en ny kontrakt med London-klubben. 

Den 31-årige gaboneser fortsætter således på Emirates Stadium, hvor han nu angiveligt tjener to millioner kroner om ugen. Og i et interview med Daily Express har Aubameyang nu forklaret, hvorfor han valgte at blive i Arsenal, selvom mange klubber jagtede ham.

- To ting overbeviste mig til at blive. Den første ting var Mikel Arteta, for han har bidraget med meget positivitet og en ny filosofi, siden han kom hertil. Jeg tror, at det var vigtigt for mig, for det matcher mine ambitioner. Og jeg føler, at jeg kan forbedre mig under ham. Det var en nøglefaktor, tror jeg. 

- Derudover er der selvfølgelig den kærlighed, som fansene og hele klubben giver mig. Alle behandler mig meget, meget godt, så jeg føler mig hjemme her. Og det er årsagen til, at jeg bliver her. 

- Vi havde en snak under lockdown, og det var meningen, at vi skulle tale om en kamp, og han (Arteta, red.) sagde: 'Okay, glem det, vi skal tale om din fremtid'. Han spurgte mig, hvad jeg ønskede. 

- Mit svar var: 'Jeg har følt mig godt tilpas, siden du kom. Jeg forbedrer mig, og jeg kan godt lide filosofien. Så jeg vil bare gerne blive'. Og så sagde han: 'Jeg er sikker på, at du kan efterlade et stort eftermæle, men det hele handler om dig og det, du ønsker. Selvfølgelig kan du skifte væk og jagte trofæer i de store klubber. Men jeg føler, at du har muligheden for at efterlade en arv her i denne fantastiske klub.'

- Det var hans primære besked til mig, og efter den samtale havde jeg det sådan: 'Okay, nu står alt klart for mig. Jeg vil bare gerne blive her, og sådan er det'.