Video : Tipsbladet
Generelle

Hazards mareridt fortsætter: Belgieren har pådraget sig en ny skade

Eden Hazards comeback er nu blevet udsat på ubestemt tid, idet belgieren har pådraget sig en muskelskade under træning.

Nedturen fortsætter for Eden Hazard i Real Madrid, hvor den belgiske stjerne nu er blevet ramt af en ny skade, der muligvis kan holde dribleren ude i lang tid.

Således skriver Real Madrid på klubbens hjemmeside, at Eden Hazard har pådraget sig en muskelskade i højre ben, og at det endnu er uvist, hvor længe belgieren kommer til at sidde ude.

I Real Madrid var håbet ellers, at Hazard kunne have fået sin sæsondebut i aftenens hjemmekamp mod Real Valladolid. 

Anklaget for manglende professionalisme
Så sent som tirsdag afviste Zinedine Zidane, at Eden Hazard har udvist mangel på professionalisme. Franskmanden slog samtidig fast, at Hazard ville blive klar inden længe

Der har i den spanske presse været skriverier om, at Eden Hazard for anden sæson i træk er vendt overvægtig tilbage fra sin sommerferie. Den 29-årige Hazard floppede fælt i sin debutsæson i Real Madrid, hvor han var plaget af skader og blot blev noteret for én scoring.

Misser nok Barcelona-brag
Ifølge den spanske avis Diario AS står Eden Hazard overfor en pause på tre eller fire uger. 

Dermed står belgieren til at misse kampene mod Valladolid, Levante og Cadiz, samt El Clásico-braget mod Barcelona den 25. oktober på Camp Nou.