Video : Tipsbladet
Generelle

Heldige City: Uvejr fjerner Peps frygt for Real Madrid-brag

Manchester City-boss Pep Guardiola var begyndt at gå og bekymre sig over den lange pause, som hans spillere tilsyneladende stod overfor inden det ultravigtige Champions League-brag mod Real Madrid. Situationen er dog nu blevet løst for englænderne.

Fodboldtrænere brokker sig oftest over, at deres spillere skal spille for mange kampe. Men forud for det kommende Champions League-brag mod Real Madrid var Manchester City-boss Pep Guardiola begyndt at beklage sig over mangel på kampe.

Weekendens hjemmekamp mod West Ham blev således aflyst på grund af stormvejr, og dermed så det ud til, at Manchester City var nødt til at tage til Madrid med kun en enkelt kamp i benene i de forudgående 24 dage. 

Manchester Citys seneste kamp var således den 2. februar, hvor mestrene tabte til Tottenham. Og den næste programsatte kamp var en udekamp mod Leicester i næste weekend, fire dage før opgøret mod Real Madrid den 26. februar.

- Problemet med Real Madrid-kampen er, at efter 12-13 dages pause, så har vi kun én kamp mod Leicester. Én kamp før Madrid. Spillerne har brug for rytme, lød det ifølge Manchester Evening News fra Guardiola.

En heldig udvikling
Champions League er således Manchester Citys eneste reelle chance for at redde den indeværende sæson, idet Guardiolas tropper er hele 22 point efter Liverpool i Premier League-tabellen.

Men det viser sig altså nu, at aflysningen af West Ham-opgøret faktisk kan blive en stor fordel for Manchester City. Det er således nu blevet fastlagt, at opgøret i stedet skal spilles på onsdag i næste uge. Og dermed har City-spillerne altså to kampe i benene, inden de drager mod Madrid om små to uger.