Efter mandagens EM-kampe var status, at Danmark kunne møde hele 13 forskellige hold i kvartfinalen, hvis Kasper Hjulmands tropper slår Wales på lørdag.
Efter tirsdagens kampe i gruppe D er det felt nu blevet indsnævret til seks hold. Inden onsdagens kampe i gruppe E og F ligger det således fast, at Holland i 1/8-finalen skal møde nummer tre fra enten gruppe D eller F.
I gruppe D er alle kampe spillet, og her er Tjekkiet endt som treer. Tjekkerne er sikre på avancement.
I gruppe F, som også kaldes 'dødens gruppe', kan samtlige fire hold faktisk stadig nå at ende på tredjepladsen. De fire hold i gruppe F er Frankrig, Tyskland, Portugal og Ungarn. I øjeblikket er det Portugal, der ligger på tredjepladsen.
Kan møde favoritter
Inden tirsdagens kampe kunne Holland potentielt have mødt nummer tre fra gruppe E. Scenariet, hvor nummer tre fra gruppe E møder nummer ét fra gruppe C, er dog nu udelukket. Forklaringen ligger i artikel 21 af UEFAs regelsæt for EM.
Dermed møder Holland enten Tjekkiet eller nummer tre fra gruppe F.
Tyskland må siges at være favorit i hjemmekampen mod Ungarn, og derfor peger det i retning af, at Portugal ender som treer i gruppe F, medmindre portugiserne henter en overraskende sejr over Frankrig.
Danmarks mulige modstandere i en eventuel kvartfinale
Holland
Tjekkiet
Portugal
Tyskland
Frankrig
Ungarn