Video : Tipsbladet
Generelle

Hylder Ajax-talent: Han er den nye Paul Pogba

Justin Kluivert har store forventninger til Ajax-talentet Ryan Gravenberch.

Siden 2017 har mediet Goal uddelt den såkaldte NxGn-pris til årets bedste teenagefodboldspiller, og hidtil er prisen gået til stortalenter som italienske Gianluigi Donnarumma, hollandske Justin Kluivert og engelske Jadon Sancho.

Prisen uddeles for fjerde gang tirsdag, og her bør det hollandske midtbanetalent Ryan Gravenberch fra Ajax vinde prisen. Det mener landsmanden Justin Kluivert, der vandt prisen i 2018 efter en god sæson hos Ajax.

Kluivert ser et stort potentiale i Ryan Gravenberch, som minder om Manchester United-stjernen Paul Pogba. 

- Jeg synes, at Ryan Gravenberch fra Ajax skal vinde NxGn-prisen. Han er den nye Paul Pogba. Han er virkelig god og meget ung. Han er virkelig en topspiller, siger Justin Kluivert til DAZN ifølge Goal.

Gravenberch, der nu er 17 år, fik debut for Ajax’ førstehold som 16-årig i 2018, men han har i denne sæson slået sig fast på førsteholdet i klubben. Hidtil er det blevet til 12 kampe for cheftræner Erik ten Hags mandskab.

I NxGn-uddelingen får den unge hollænder dog kamp til stregen, og Mason Greenwood fra Manchester United, Ansu Fati fra FC Barcelona, Rodrygo fra Real Madrid og Gabriel Martinelli fra Arsenal er alle gode bud på en vinder.