Video : Tipsbladet
Generelle

Hylder Eriksens karakter efter skuffende Inter-aften: - Han har fortjent respekt

I kølvandet på Inters 1-1-kamp mod Spezia har den tidligere Inter-spiller Massimo Paganin valgt at rose Christian Eriksen for at holde hovedet højt, selvom tiden i Italien ikke kun har været en dans på roser for den danske landsholdsstjerne.

Inter skuffede onsdag i udekampen mod oprykkerne fra Spezia, hvor Christian Eriksen og kompagni måtte nøjes med 1-1. 

Milan havde dog inden da tabt med 2-1 til Sassuolo, så Antonio Contes tropper kunne således trøste sig med, at de formåede at udvide forspringet til naboerne til 10 point. Ifølge den tidligere Inter-spiller Massimo Paganin hører det dog også med til historien, at Spezia har gjort det godt i denne sæson.

- Det var en svær kamp. Forventningen er, at Inter skal vinde sådan en kamp, uanset hvad. Spezia er ikke på toppen i øjeblikket, men de har været den bedste af oprykkerne. De har gjort det rigtigt svært for deres modstandere, især på hjemmebane, selv uden fans. Conte har gjort det klart nu, at han vil have de nødvendige point for at komme over målstregen hurtigst muligt, lød det således, ifølge Inter TV, fra Massimo Paganin. 

Inter har seks kampe tilbage i sæsonen. Christian Eriksen og kompagni kan sikre sig mesterskabet ved at vinde de næste tre kampe mod Verona, Crotone og Sampdoria. 

Hylder Eriksens karakter
Christian Eriksen startede onsdag inde for femte Serie A-kamp i træk, og ifølge Massimo Paganin har den danske landsholdsstjerne vist sin karakter efter en svær start i Inter.

- Han forbedrede sig, takket være Contes arbejde med ham. Alt ændrede sig efter det frisparksmål (mod Milan den 26. januar, red.). Men det mål kom som et resultat af det arbejde, der var blevet lagt. Han brokkede sig aldrig, men formåede i stedet at tilkæmpe sig en plads, samt respekt i truppen, lyder det således fra Paganin. 

- Selvtillid smitter af på præstationerne på banen. Jeg citerer: 'Succes er at klø på med samme entusiasme, både i medgang og modgang'. Eriksen har haft det meget svært, men nu har han formået at tilkæmpe sig en plads på et hold, der er ved at vinde mesterskabet. Han har fortjent offentlighedens respekt. Efter kritikken kom de rosende ord. 

Inters næste kamp er på søndag klokken 15, hvor Verona gæster San Siro.