Video : Tipsbladet
Generelle

I vildrede: Hvorfor kan en stor spiller som Eriksen ikke komme på Inters hold?

Den tidligere Inter-spiller Daniele Adani forstår ikke, hvorfor Christian Eriksen ikke kan komme på holdet i Inter.

Der har været sagt og skrevet meget om Christian Eriksens sene indskiftning mod Real Madrid onsdag, hvor danskeren kom ind på et tidspunkt, hvor opgøret var afgjort. 

Medier som La Gazzetta dello Sport og Sky Sport Italia har således undret sig over Antonio Contes behandling af danskeren. 

Alle må tage ansvar
Og også den tidligere Inter-spiller Daniele Adani er forundret over Eriksens situation. 

- Det, der sker med Eriksen, bør ikke ske. Alle er ansvarlige. Spilleren har helt sikkert også et ansvar. Men det er en fiasko, som alle må tage et ansvar for, lyder det ifølge Sky Sport Italia fra Adani.

- Det her er en stor spiller. Han var fast starter for det Tottenham-hold, der nåede finalen i Champions League-finalen. Han var vigtig for dem. Og nu indgår han slet ikke i planerne for et hold som Inter. 

Klar til at smutte
Calciomercato skriver i en anden artikel, at Christian Eriksen 'er klar til at pakke kufferterne'. Ifølge mediet er danskeren 'tydeligvis ulykkelig'.

Problemet er dog, at de mulige byttehandler med Real Madrid og Arsenal, hvor spillere som Isco og Granit Xhaka har været nævnt, ikke umiddelbart har bevæget sig fremad. Og dermed er vejen for Eriksen ikke klar, som situationen ser ud nu.