Video : Tipsbladet
Generelle

Ibrahimovic overrasker: Skal synge duet med Serie A-træner

Zlatan Ibrahimovic skal torsdag prøve sig af i en disciplin, hvor svenskeren er mindre hjemmevant. Her skal Milan-stjernen således synge duet med sin gode ven Sinisa Mihajlovic, når de to herrer optræder til musikfestivalen Sanremo.

Zlatan Ibrahimovic har været i vælten på det seneste, hvor svenskeren både er blevet kritiseret for sin sviner mod LeBron James, samt kritiseret for sin beslutning om at deltage i musikfestivalen Sanremo

Ibrahimovic blev dog skadet i søndagens 2-1-sejr over Roma, og svenskeren står derfor overfor flere ugers pause, hvilket blandt andet koster angriberen Europa League-braget mod Manchester United på Old Trafford i næste uge. Skaden gør således, at det er en smule mindre kontroversielt, at Ibrahimovic bruger nogle dage på at deltage i Sanremo-festivalen, selvom Milan stadig kæmper om mesterskabet. 

Skal synge duet med sin gode ven
Det stod i første omgang ikke klart, hvad Zlatan Ibrahimovic skulle deltage med på festivalen, men ifølge den italienske avis La Gazzetta dello Sport står det nu klart, at svenskeren skal optræde med et musikalsk indslag, idet Milan-stjernen skal synge en duet sammen med Bolognas cheftræner, Sinisa Mihajlovic. 

- Festivalen har afsløret, at Rossoneri-angriberen og Bologna-træneren sammen skal synge nummeret 'Io vagabondi', skriver La Gazzetta dello Sport således.

Nummeret er skrevet af det italienske band Nomadi i 1972. Ifølge La Gazzetta dello Sport er Ibrahimovic' og Mihajlovic' optræden en af de mest imødesete på festivalprogrammet. De to herrers duet skal finde sted på torsdag. Ibrahimovic og Mihajlovic kender hinanden fra deres fælles tid i Inter, hvor sidstnævnte var en del af trænerstaben, da Ibrahimovic skiftede fra Juventus til Inter i 2006.

Bekymrer sig ikke om kritik
Ibrahimovic bekymrer sig ikke om negative anmeldelser, hvis duetten ikke kommer til at lyde godt.

- Hvis jeg fejler, så er der ingen, der kan dømme mig. Og hvis jeg gør det godt, så vil det være fremragende, idet jeg så vil have et job, når jeg lægger støvlerne på hylden, lyder det, ifølge Football Italia, fra Ibrahimovic.

Den 39-årige svensker har i denne sæson scoret 14 Serie A-mål for Milan.