Video : Tipsbladet
Generelle

Ikke længere Ronaldo: Zlatan udpeger ny favoritspiller

Zlatan Ibrahimovic har i mange år haft Ronaldo som sit store idol, men svenskeren har fået en ny favorit i Kylian Mbappé.

Zlatan Ibrahimovic har stadig ikke besluttet, hvor han fortsætter karrieren, men svenskeren har ikke for travlt til at udtale sig om, hvem der er hans favoritspiller i hele verden.

Svenskeren afslører således i et interview med GQ, at han har et særdeles godt øje til en spiller fra sin tidligere klub, Paris Saint-Germain.

- Mbappé gør forskellen. Der er tale om en ung mand, som vi håber vil fortsætte med at arbejde hårdt. Som 19-årig er han allerede en stjerne. Jeg håber, at han bevarer sin sult, og at han bevarer sin kærlighed til fodbold, for det er det, der gør dig bedre. Han skal holde hovedet koldt, hvilket til tider kan være kompliceret.

Ser ikke så meget fodbold
Zlatan Ibrahimovic har i mange år ellers peget på den brasilianske bomber Ronaldo som sit store idol. På det seneste er svenskeren dog begyndt at foretrække Mbappé.

- Alle prøvede at kopiere Ronaldo, da han stadig spillede. Hans stil var så elegant. Min søn ser stadig kampe i fjernsynet, men jeg ser ikke rigtig så meget længere. Min favorit nu er nok Mbappé, som skiller sig ud fra resten.