Video : Tipsbladet
Generelle

Ikke ramt af krisen: Ronaldo bruger 60 millioner på tom grund

Cristiano Ronaldo kan godt lide at købe boliger, når han ikke gør livet surt for forsvarsspillere på banen. Juventus-stjernen, der i forvejen ejer Portugals dyreste lejlighed, har nu brugt 60 millioner kroner på en tom grund, hvor han vil opføre en luksusbolig.

Coronapandemien har medført en global økonomisk krise, men det ser ikke ud til, at Cristiano Ronaldo for alvor er i problemer.

Således reporterer den portugisiske avis Correio da Manha, at Ronaldo nu har købt en tom grund i Cascais, som er det vestligste punkt i Portugal, og ligger tæt på Lissabon. Ifølge avisen måtte Juventus-stjernen betale 60 millioner kroner for den tomme grund, hvor han planlægger at opføre en luksusbolig.

Mangler ikke boliger
Correio da Manha skriver, at Ronaldos plan er at opføre boligen tæt ved områdets attraktive strande. 

Der er angiveligt tale om Ronaldos femte ejendomsinvestering i løbet af de senere år. Udover sin luksusvilla på øen Madeira, har Ronaldo et feriehus på Algarvekysten, ligesom han har to penthouselejligheder i Lissabon. 

En af superstjernens lejligheder i Lissabon er endda den dyreste lejlighed nogensinde i Portugal. Lejligheen, der er 287 kvadratmeter, kostede således Juventus-stjernen 53 millioner kroner.