Video : Tipsbladet
Generelle

Ikke så populær: Griezmann får ikke åben præsentation på Camp Nou

Antoine Griezmann forventes at skifte til Barcelona ganske snart, men franskmanden får ikke en stor præsentation, hvilket blandt andet hænger sammen med, at mange Barcelona-fans blev irriteret over hans opførsel sidste sommer.

Antoine Griezmann trak sidste sommer Barcelona-fansene igennem en længerevarende saga, der endte med, at franskmanden offentliggjorde en dokumentarfilm, hvor han bekendtgjorde, at han havde valgt at blive i Atlético Madrid.

Den langtrukne saga gjorde ikke franskmanden til en populær skikkelse blandt Barcelona-fansene. Griezmann har dog denne sommer ombestemt sig, således at han alligevel tager til Barcelona.

Ikke en voldsomt populær person
Det forventes, at Barcelona i løbet af den næste uges tid betaler Griezmanns frikøbsklausul på 900 millioner kroner. 

Men med sagaen fra sidste sommer taget i betragtning har Barcelona valgt, at præsentationen af Griezmann ikke skal være offentlig tilgængelig for fansene. Det skriver den spanske avis Marca.

Barcelonas første store sommerindkøb, Frenkie de Jong, blev i fredags præsenteret på Barcelonas græstæppe foran tusindvis af Barcelona-fans. 

Men denne type præsentation kommer Griezmann dog ikke til at få. Dermed slipper franskmanden for potentielle tilråb fra utilfredse Barcelona-fans. 

Dette hænger også sammen med, at der foretages ombygninger på Camp Nou i denne periode. Barcelona har tidligere præsenteret spillere på klubbens mindre stadion, Mini Estadi, men dette stadion anvendes i disse dage til et Cirque du Soleil-show. 

Dermed må Griezmann vente med at hilse på fansene indtil Joan Gamper-kampen den 4. august.

.