Video : Tipsbladet
Generelle

Inter får mange millioner, hvis Eriksen må stoppe karrieren

Inter er angiveligt ikke i overhængende fare for at lide et stort økonomisk tab, hvis Christian Eriksen ender med at indstille karrieren på grund af hjertestoppet mod Finland.

Knap to måneder efter hjertestoppet mod Finland vender Christian Eriksen angiveligt tilbage til Inter i dag, hvor den danske landsholdsprofil skal gennemgå nye hjerteundersøgelser. 

Sådan lyder det fra den italienske avis La Gazzetta dello Sport, der skriver om de afgørende undersøgelser, der venter Christian Eriksen (læs mere om det her). Avisen skriver også om de økonomiske konsekvenser, som Eriksens situation kan medføre.

Er godt dækket ind
Således skriver La Gazzetta dello Sport, at Inter har en forsikring, der dækker, hvis Christian Eriksen må indstille karrieren.

- Undersøgelserne i de næste dage vil selvfølgelig også være vigtige for klubben, også i forhold til at evaluere den nærmeste fremtid. Om Eriksen kan vende tilbage eller ej, og om det kan ske i Serie A, er selvfølgelig to afgørende spørgsmål i den mindre romantiske del af historien (historien om Eriksens retur til Inter og gensynet med holdkammeraterne, red.). Det er værd at huske, at FIFA dækker lønninger på op til 7,5 millioner euro (55 millioner kroner, red.) for inaktivitet i op til maksimalt 365 dage, lyder det sålees fra La Gazzetta dello Sport. 

Ifølge avisen havde Inter desuden tegnet en forsikring på Christian Eriksen, der lyder på 135 millioner kroner. Et beløb, som Inter angiveligt vil få udbetalt langt størstedelen af, hvis Christian Eriksen må indstille karrieren. Danskerens kontrakt med Inter løber indtil 2024, og han har en årsløn på omtrent 56 millioner kroner.