Video : Tipsbladet
Generelle

Intern splid: Bayern-sportsdirektør irriteret over kommentar fra cheftræner

Bayern München-cheftræner Hansi Flick har givet udtryk for, at klubben har hårdt brug for forstærkninger i vinterens transfervindue. Sportsdirektør Hasan Salihamidzic er dog ikke tilfreds med, at Flick har udtalt sig offentligt om dette.

Bayern Münchens sæson er indtil videre ikke gået efter planen, og det sydtyske storhold er tilmed hårdt ramt af skader, hvor fløjspillerne Kingsley Coman og Serge Gnabry for tiden sidder ude.

Og ifølge den tyske avis Sport Bild har cheftræner Hansi Flick derfor givet udtryk for, at han anser den nuværende situation som yderst problematisk, hvis Bayern München skal nå sæsonens mål. Ifølge mediet ønsker Flick minimum én forstærkning, og måske endda to, i vinterens transfervindue.

Også Thomas Müller ser truppen som lige lovlig tynd, som situationen ser ud nu.

- Det er ikke optimalt, som det ser ud nu. Når to fløjspillere er skadede på samme tid... jeg tror, at truppens størrelse blev fastsat før sæsonstarten. Men lige nu er vi noget tyndt besat på visse positioner, lyder det ifølge Sport Bild fra Müller.

Blev overrasket
Hansi Flick har med sin kommentar således præsenteret sportsdirektør Hasan Salihamidzic for lidt af en presbold - og nu giver bosnieren så udtryk for sin irritation over Flicks kommentar.

Salihamidzic er enig i, at skadesproblemerne er alvorlige, men ville have foretrukket, hvis Flick havde holdt sin holdning internt.

- Jeg blev overrasket over den offentlige planlægning af spillertruppen. Jeg er ikke tilhænger af, at man lægger en plan for spillertruppen i offentligheden, lyder det ifølge Kicker fra Salihamidzic.

- Vi har ingen uenigheder. Jeg ønsker at hjælpe træneren. Vi undersøger mulighederne, men det er svært at forstærke vores hold. 

Ingen Sané i januar
Årsagen er selvsagt, at Bayern Münchens nuværende spillere har en sådan kvalitet, at det ikke er hvem som helst, der kan komme ind og gøre en forskel. Salihamidzic bekræfter, at Bayern München leder efter en fløjspiller og en højreback. Tyskerne vil dog ikke betale vanvittige beløb.

- Det er nødt til at passe med vores økonomiske ramme. Bayerns fremtid afhænger ikke af, om vi finder en højreback. 

Der har længe været rygter om, at Manchester Citys Leroy Sané kunne være på vej til Bayern München, men ifølge Salihamidzic er det 'ikke længere aktuelt' i dette transfervindue. Sportsdirektøren erkender desuden, at Bayern München i skrivende stund ikke er tæt på at kunne hente nye spillere.