Video : Tipsbladet
Generelle

Irriteret Barça-ikon: - Messi spillede med mig, jeg spillede ikke med Messi

Samuel Eto'o og Lionel Messi var fra 2004 til 2009 holdkammerater i Barcelona, men ifølge førstnævnte var det Messi, der spillede andenviolin, da de to stjerner var holdkammerater.

Den tidligere Barcelona-stjerne Samuel Eto'o kunne ikke skjule sin frustration, da camerouneren i et interview blev stillet et spørgsmål om Ansu Fati.

Intervieweren nævnte således her Eto'os tid som holdkammerat med Lionel Messi, men den tidligere Barcelona-stjerne var tydeligvis ikke tilfreds med formuleringen af spørgsmålet. 

- Du nævnte Messi. Hvad kan Ansu Fati lære af Messi? Du spillede selvfølgelig sammen med Messi..., lød det således, ifølge Daily Mail, fra intervieweren. 

Noget totalt andet
Samuel Eto'o var en af Barcelonas store stjerner i 2004/05-sæsonen, mens den unge Lionel Messi ikke startede inde i en eneste La Liga-kamp i den sæson. Og derfor blev Samuel Eto'o da også irriteret, da intervieweren altså indikerede, at den camerounske målræv stod i skyggen af Messi, da de to var holdkammerater.

- Nej, han spillede sammen med mig. Det er noget andet. Messi spillede sammen med mig. Jeg spillede ikke sammen med Messi. I min tid var det Messi, der spillede sammen med mig. Det er noget totalt andet. Det er noget totalt andet, lød det således fra Eto'o, der altså var tydeligt fortørnet over spørgsmålet. 

Samuel Eto'o scorede da også 29 kasser for Barcelona i 2004/05-sæsonen, mens Lionel Messi blot scorede et enkelt mål i den sæson. I den efterfølgende sæson scorede Eto'o 34 gange, mens Messi scorede otte gange.