Video : Tipsbladet
Generelle

Irriteret over 'resignerende' Eriksen: - Gør nu som De Bruyne

B.T.-klummeskribenten Morten Bruun kunne rigtig godt tænke sig, at Christian Eriksen viser lidt mere vrede, når danskeren får chancen for Inter.

Christian Eriksen har været den vel nok bedste danske spiller i det seneste årti, men det seneste år har været lidt af en nedtur for stjernen, der på uventet vis er endt på bænken i Inter. 

Og i sin klumme for B.T. giver den tidligere danske landsholdsspiller italienerne ret i, at der er noget frustrerende ved at se Eriksen fremstå 'resignerende', når det formentligt ville være langt mere fordrende for hans situation, hvis han viste lidt mere 'vrede'. 

Introvert belgisk stjerne ændrede sig
Morten Bruun erkender i sin klumme, at det selvfølgelig er meget at kræve af Christian Eriksen, at den stille fynbo skal lave om på sin personlighed. Bruun peger dog på Manchester City-stjernen Kevin De Bruyne som en spiller, som Eriksen bruge som forbillede. Ifølge Morten Bruun var Kevin De Bruyne en særdeles introvert spiller, da han for otte år siden ankom til Chelsea. Efter et ophold i tysk fodbold var det dog en helt anden Kevin De Bruyne, der vendte tilbage til engelsk fodbold med skiftet til Manchester City.

- Han bliver rasende, hvis ikke medspillernes afleveringer ligger ordentligt. Ikke på den skabagtige måde, men han stiller de rimelige krav til sine omgivelser, som en spiller af den kaliber har lov til. 'Hør her, jeg vedkender mig, at jeg er den bedste, men så vil jeg også have bolden, når jeg beder om den', lyder det fra Morten Bruun i klummen på B.T. 

Morten Bruun tilføjer, at han godt kan blive bekymret for Eriksens fremtid, hvis ikke den danske stjerne kan lære at finde en mere fandenivoldsk attitude frem. 

'Kulturelle forskelle'
Netop Christian Eriksens manglende vrede over sin stærkt utilfredsstillende situation er, som nævnt, et emne, der har været vendt jævnligt i Italien. Den tidligere Atalanta-spiller Luca Ariatti udtalte for et par uger siden, at Eriksens manglende vrede formentlig har noget at gøre med 'kulturelle forskelle' mellem Italien og Danmark. 

- I nogle lande reagerer man på mindre kontroversiel vis, i modsætning til os, som er mere instinktive og ægte i vores gestikulationer, lød det således fra Ariatti.