Video : Tipsbladet
Generelle

Irriteret Sarri: Vores fans har ret til at komme på stadion

Frygten for corona-virus har sat spørgsmål ved, om Juventus' fans skal have lov til at komme ind til kampen mellem Lyon og Juventus. Men det mener Juventus-træner Maurizio Sarri absolut, de skal

Den frygtede corona-virus er kommet til Europa, og særligt Italien er hårdt ramt. Det har blandt andet ført til, at kampe i Serie A skal afvikles uden tilskuere af frygt for, at virussen spreder sig. Og den har også fået nogle til at stille spørgsmål ved, om Juventus' fans bør få adgang til Parc Olympique Lyonnais, som i aften lægger græs til Champpions League-opgøret mellem Lyon og Juventus.

To borgmestre i Frankrig, heriblandt borgmesteren for den del af byen som Parc Olympique Lyonnais ligger i, har ligefrem opfordret de franske myndigheder til at forbyde de italienske fans adgang. Men selvfølgelig skal Juventus-fansene få lov til at komme ind på stadion. Det er i hvert fald holdningen hos træneren for den italienske storklub, Maurizio Sarri.

- Det er et europæisk problem. Derfor synes jeg, at vores fans har al ret til at være her i Lyon. Vi skal selvfølgelig alle håndtere problemet - både individer og myndigheder - men først og fremmest skal vi prøve at begrænse det og derefter finde en løsning, siger Sarri ifølge Sky Sports.

Det lader dog også til, at Sarri får sin vilje. I hvert fald har Lyon meldt ud, at de franske myndigheder har tilladt, at kampen afvikles som planlagt.