Video : Tipsbladet
Generelle

Avis: Ronaldo, Eriksen og Zlatan kan blive sendt i aflukket lejr i 45 dage

Det italienske fodboldforbund pønser angiveligt på at foreslå en radikal plan, der vil betyde, at alle 20 Serie A-hold igennem halvanden måned skal opholde sig i en aflukket lejr, så sæsonen kan blive spillet færdig.

Serie A har nu været sat på pause i en måned, og i det italienske fodboldforbund overvejer man nu angiveligt muligheden for at afvikle de resterende 12 spillerunder i hovedstaden Rom.

Således skriver den italienske avis La Repubblica, at fodboldforbundet i disse dage overvejer en radikal løsning, så man kan få spillet sæsonen til ende. 

Idéen går ud på at flytte alle ligaens 20 hold til Rom, hvor man vil etablere en aflukket lejr, hvor spillerne skal opholde sig i omtrent 45 dage. Her vil spillerne så skulle indstille sig på at spille hver tredje eller fjerde dag.

Stjerner kan blive tvunget til at flytte
Stjerner som Cristiano Ronaldo, Christian Eriksen og Zlatan Ibrahimovic kan således muligvis se frem til at skulle rykke teltpælene op og drage sydpå i halvanden måneds tid, så sæsonen kan blive spillet færdig.

Kampene vil blive spillet uden fans og journalister, og håbet er, at de manglende rejser vil medføre en mindre risiko for smitte. Lejren vil enten blive placeret i Rom eller i den mindre by Tivoli, som ligger tæt på hovedstaden.

Den sydlige del af Italien er sluppet meget billigere end de nordlige regioner i støvlelandet, hvor coronavirussen har ramt voldsomt hårdt.