Video : Tipsbladet
Generelle

Italiensk ros til forvandlet Mæhle: Ingen som ham

Joakim Mæhle har været flyvende for det danske landshold i 2021, og det har nu ført til ros fra det italienske medie Tuttomercatoweb.

For et år siden spillede Joakim Mæhle stadig i belgisk fodbold, og den tidligere AaB-spiller havde blot optrådt ganske få gange for landsholdet efter debuten i september 2020.

I dag er situationen en ganske anden. Tirsdag sparkede Mæhle således Danmark til VM i Qatar, da venstrebacken blev matchvinder i 1-0-sejren over Østrig. Og efter slutfløjtet blev den sky nordjyde så hyldet af de danske fans i Parken.

Og også i Italien har man fået øjnene op for Joakim Mæhles bedrifter på det danske landshold. 'Mæhles transformation for Danmark: Syv mål i 21 kampe, der er ingen som ham i 2021', lyder overskriften således i en artikel, som det italienske medie Tuttomercatoweb bragte onsdag.

Imponerende statistik
Tuttomercatoweb refererer således til, at Joakim Mæhle er Danmarks topscorer i kalenderåret 2021, idet kantspilleren i år har scoret seks mål for landsholdet. 

- Joakim Mæhle scorede målet, der sikrede Danmark sejren mod Østrig, hvorved han sendte sit landshold til VM med to spillerunder tilbage at spille. Atalanta-fløjen har en imponerende statistik for landsholdet: Syv mål i 21 kampe indtil videre. Imponerende for en kantspiller, der primært har defensive pligter, lyder det således fra Tuttomercatoweb.

- Mæhle er Hjulmands mand. Det var den nuværende landstræner, der gav ham debut for lidt over et år siden, den 5. september 2020. Siden da har han kun misset to kampe, samt en, hvor han sad på bænken i hele kampen. Ingen på det danske landshold har scoret lige så mange mål som ham i 2021 (han har scoret seks, mens Dolberg har scoret fem), og efter gårsdagens (tirsdagens, red.) kamp var landstræneren klar med store ord: 'Han er ustoppelig og fuld af talent'. 

Tuttomercatoweb peger dog på, at den 24-årige Joakim Mæhle endnu ikke har slået igennem på samme måde på sit klubhold, Atalanta, hvor den danske landsholdsprofil stadig ikke har scoret, selvom han er noteret for 33 kampe for Bergamo-klubben.