Video : Tipsbladet
Generelle

Jadon Sancho undskylder: Jeg tager det fulde ansvar

Jadon Sancho misser angiveligt torsdagens landskamp mod Wales, efter at Dortmund-stjernen lørdag deltog i en fest med omtrent 20 gæster.

Det engelske landshold møder på torsdag Wales i en venskabskamp, men det bliver uden Jadon Sancho, Ben Chilwell og Tammy Abraham. 

Det skriver den engelske avis The Guardian. Årsagen er, at de tre spillere lørdag deltog i en fest, hvor omtrent 20 mennesker deltog. De engelske myndigheder har ellers slået fast, at forsamlinger på mere end seks personer skal undgås. 

Også Nations League-kampene mod Danmark og Belgien kan blive uden trioen, der endnu ikke har fået svar på deres coronavirus-tests. 

Undskyldninger fra Abraham og Sancho
Der var tale om Tammy Abrahams fødselsdagsfest. Efterfølgende beklagede Chelsea-angriberen og forklarede sig med, at der var tale om et surprise party.

Også Jadon Sancho har nu valgt at undskylde for den uheldige episode.

- Jeg vil gerne undskylde for, at jeg har overtrådt regeringens retningslinjer, og selvom jeg ikke var klar over, hvor mange mennesker, der ville deltage, så tager jeg det fulde ansvar for mine handlinger. Jeg vil sikre mig, at jeg fremadrettet vil lære af det her, lyder det således på Instagram fra Sancho.