James Rodriguez om Zidane: Vi havde aldrig nogen problemer
Foto: Getty Images
Generelle

James Rodriguez om Zidane: Vi havde aldrig nogen problemer

Bayern München-spilleren slår fast, at han aldrig havde nogle problemer med Zinedine Zidane, selvom franskmanden ofte placerede ham på bænken i hans tid i Real Madrid.

James Rodriguez blev i 2014 hentet til Real Madrid, men efter problemer med at tilkæmpe sig spilletid blev colombianeren i 2017 sendt på en to-årig lejeaftale i Bayern München. 

Endnu er det uafklaret, hvad der skal ske med James Rodriguez. Midtbanespilleren har tidligere talt varmt om et skifte tilbage til Bernabéu, og nu slår Bayern-spilleren fast, at han ikke havde nogen problemer med den daværende Real Madrid-cheftræner Zinedine Zidane.

- Der var aldrig nogen problemer med Zidane. Han var en flink fyr. Mine vigtigste trænere i min karriere har været Julio Cesar Falconi, Carlo Ancelotti og Jose Pekerman. Da Pekerman kom til Colombia, havde vi ingen vindermentalitet, men med ham gik vi ud på banen med følelsen af, at vi ville vinde. Han ændrede mentaliteten og han gav os altid viljen til at vinde. Det er hans eftermæle: Han ændrede vores fodbold totalt, siger Rodriguez ifølge Marca.

Colombianeren afslører i interviewet med den spanske avis også sine præferencer, når han spiller FIFA på sin Playstation.

- Jeg vælger altid Bayern München eller Real Madrid, og jeg sætter altid James Rodriguez ind. Jeg prøver altid at score med ham, lyder det fra colombianeren, der har scoret tre mål i 19 kampe for Bayern München i denne sæson.