Video : Tipsbladet
Generelle

- Jeg drømmer om, at Eriksen og Conte gør ligesom i 'Rocky'

Den italienske journalist Fabrizio Biasin drømmer om, at Christian Eriksen og Antonio Conte ender med at gøre ligesom Rocky og Mickey i filmklassikeren 'Rocky'.

Christian Eriksen gik i januar sidste år fra at have José Mourinho som chef, til at spille under Antonio Conte. 

Og der er næppe tvivl om, at Eriksen og Conte ikke er specielt vilde med hinanden. Inter-bossen har holdt den danske landsholdsstjerne på bænken, men har samtidig betalt prisen ved at skulle svare på utallige spørgsmål om sin beslutning

Alt tyder således på, at det dysfunktionelle samarbejde mellem Eriksen og Conte er slut ved udløbet af januar. Ifølge den italienske journalist Fabrizio Biasin, der har 111.000 følgere på Twitter, vil det dog være mere ønskværdigt, hvis Eriksen ikke siger farvel allerede efter ét år i Milano.

Drømmer en urealistisk drøm
På Twitter har Biasin således skrevet, at han håber på, at Eriksen ender med at få succes i Inter. 

- Jeg drømmer om, at Inter ikke finder en køber til Eriksen. Jeg drømmer om, at Conte siger 'okay, så lad os prøve igen'. Jeg drømmer om, at Eriksen vil svare 'undskyld, jeg var også selv lidt et røvhul'. Og at de så derefter finder frem til en fælles forståelse, ligesom Rocky gjorde med Mickey. Jeg ved det godt: Jeg lever i min egen lille fantasiverden, lyder det i tweetet fra Biasin. 

Der er selvfølgelig tale om en reference til filmklassikeren 'Rocky' fra 1976, hvor Sylvester Stallones karakter, bokseren Rocky Balboa, ender med at lade sig træne af træneren Mickey Goldmill, efter at de to herrer i første del af filmen var kommet på kant med hinanden.