Video : Tipsbladet
Generelle

- Jeg havde lyst til at skade ham, da jeg så det klip

Anton Ferdinand har nu åbnet op om episoden i 2011, hvor han angiveligt blev racistisk forulempet af John Terry.

Den tidligere Manchester United-stjerne Rio Ferdinands bror, Anton Ferdinand, erkender nu, at han tilbage i 2011 'virkelig havde lyst til at skade' John Terry. 

Anton Ferdinand har produceret dokumentarfilmen Football, Racism and Me, hvor den tidligere Queens Park Rangers-spiller åbner op om en episode under et opgør mod Chelsea, hvor John Terry angiveligt ytrede sig racistisk overfor Anton Ferdinand. 

Terry blev dog ikke kendt skyldig i retten, da tv-billederne ikke kunne slå fast, at Chelsea-stjernen havde ytret sig racistisk. 

Blev fyldt af raseri
Det var først efter slutfløjtet på Loftus Road, at Anton Ferdinand blev klar over, at John Terry angiveligt havde benyttet sig af racistisk ordbrug overfor ham.

- Jeg kom gående i højt humør, fordi vi lige havde slået Chelsea. Min mor spurgte: 'Anton, er du okay?' Og jeg var sådan: 'Ja, selvfølgelig. Vi har lige slået Chelsea'. Så sagde min hustru til mig: 'Okay, du må nok hellere se det her', hvorefter hun gav mig sin brors telefon, lyder det ifølge Daily Mail fra Anton Ferdinand. 

- Det var første gang, at jeg så det. Jeg kiggede på telefonen, og raseriet bredte sig bare i hele min krop. Du kender det godt, når man siger, at man er ved at koge over af raseri? Det ramte mig bare. Han havde sagt: 'You fucking black, you fucking knobhead' (dansk: 'din fucking sorte, din fucking idiot'). Jeg havde ingen idé om, at noget i den stil var sket på banen. Jeg havde slet ikke hørt noget af det. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Jeg følte mig såret, men mest af alt rasende på ham. Jeg havde lyst til at skade ham. 

- Det var kun fordi, at min mor var til kampen. Hun var den eneste, der kunne have stoppet mig. Hun sagde: 'Jeg ved, hvad du har lyst til at gøre nu, men det er ikke dette tidspunkt'. 

Sagen eskalerede
Ifølge Anton Ferdinand eskalerede sagen herefter voldsomt. Sagen endte i retten, og John Terry mistede anførerbindet på det engelske landshold. Fem dage efter trådte Fabio Capello så tilbage som Englands landstræner. 

Terry blev frikendt i retten, der dog vurderede at hans forklaring var 'usandsynlig'. Det engelske fodboldforbund valgte dog at tildele Terry fire spilledages karantæne. 

Anton Ferdinand forklarer, at han og hans familie blev lagt for had, da Terry mistede anførerbindet. Blandt andet blev der kastet æg og mursten mod Ferdinands mors hus, mens der også blev sendt voldtægtstrusler og projektiler. Anton Ferdinands mor døde efterfølgende af kræft i 2017, og den tidligere forsvarsspiller erkender i dokumentaren, at han føler sig skyldig, fordi moderen blev ramt af stress på grund af den overvældende medieomtale. 

Ifølge Anton Ferdinand har John Terry aldrig undskyldt for episoden.