Video : Tipsbladet
Generelle

Juventus-boss afslører: Derfor køber vi ikke Luis Suárez

Juventus' sportsdirektør Fabio Paratici forklarer nu, hvorfor det ikke kunne lade sig gøre at hente Luis Suárez.

Luis Suárez blev længe rygtet til Juventus, og Barcelona-stjernen fløj endda til Italien i sidste uge, så han kunne tage en sprogtest og få udstedt et italiensk pas. 

Men Suárez skifter ikke til Juventus. Sådan lyder det nu fra Torino-klubbens sportsdirektør, Fabio Paratici. 

- Suárez kan vi godt fjerne fra listen. Den tid, det tager at få passet udstedt, er for lang, i forhold til den deadline, vi har til at indsende spillertrupperne til Champions League, lyder det ifølge Sky Sport fra Paratici.

- Vi overvejede Suárez-muligheden, da vi fik forelagt muligheden. Han var i gang med at sikre sig et italiensk pas, så vi evaluerede muligheden for at registrere ham i tide. Det var ikke muligt, så han var aldrig rigtig tæt på at skifte til os. 

Vil ikke bekræfte Dzeko-indkøb
Flere medier, herunder Sky Sport Italia, reporterede i sidste uge, at Juventus i stedet havde hentet Edin Dzeko i Roma. Ifølge Fabio Paratici er købet af Dzeko dog ikke på plads.

- Lad os sige det sådan, at der ikke eksisterer en Dzeko-situation. Vi har en angriber-situation, for Juventus mangler en angriber. I øjeblikket tænker vi kun på at handle én angriber, ikke to.