Video : Tipsbladet
Generelle

Juventus-stjerne om Pogba: Troede, at han ville blive glemt hurtigt

Juventus-kaptajnen Giorgio Chiellini havde ikke de store forventninger til Paul Pogba, da franskmanden i 2012 ankom til Torino.

Paul Pogba blev i 2016 verdens dyreste spiller, da Juventus solgte franskmanden til Manchester United for 780 millioner kroner. 

Juventus-anfører Giorgio Chiellini afslører dog nu, at han ikke havde forventet det store af Pogba, da midtbanespilleren ankom til Juventus fra Manchester United i 2012.

- Jeg troede bare, at han var ligesom så mange andre, der bare dukker op og forsvinder igen. Jeg kan huske, da han kom hertil. Tre eller fire dage inde i træningslejren, kiggede mine holdkammerater og jeg på hinanden og sagde: 'Den her fyr er virkelig god!' Han kom på en fri transfer fra Manchester United, han var meget ung, og vi tænkte, at han bare en var de mange, der dukker op og glider ud i glemslen igen. En af de spillere, som klubber bruger til at tjene lidt penge på transfermarkedet, lyder det i Giorgio Chiellines nye selvbiografi.

- Men... ingen havde forventet, at han ville blive sådan en mester. Paul bevægede sig rundt med en utrolig fysik. Han var magisk, imponerende. I de første kampe spillede han endda på en uvant position, foran forsvaret, for at gøre arbejdet nemmere for Pirlo. Men med tiden blev det klart, at han var begrænset i den rolle.

- Paul kunne på den position ikke åbne op for sit repertoire og frigøre sin fysiske og tekniske arrogance, som senere gjorde ham til den formidable centrale midtbanespiller, som vi kender i dag.