Video : Tipsbladet
Generelle

Juventus-stjerne sender stikpille til Ronaldos søster

Juventus-profilen Paulo Dybala har det svært med folk, der forsøger at benægte eksistensen af coronapandemien.

Der findes mange konspirationsteorier i verden, og derfor er det heller ikke så overraskende, at der også findes folk, der mener, at coronapandemien i virkeligheden er svindel og humbug. 

Det er således ikke mere end en måneds tid siden, at Cristiano Ronaldos søster eksempelvis meldte ud, at coronapandemien er 'verdens største fupnummer'

Juventus-stjernen Paulo Dybala har dog ikke meget til overs for dem, der ikke tror på, at coronapandemien rent faktisk eksisterer. 

- Coronavirus-benægtere har den samme intellektuelle værdi som flat-earthers. Så behøver jeg vel ikke sige mere, lyder det ifølge Vanity Fair fra Dybala. 

'Flat-earthers' refererer til mennesker, der er overbevist om, at jorden er flad. 

Samler på fodboldtrøjer
I interviewet med Vanity Fair har Paulo Dybala desuden afsløret, at en af hans største hobbyer er at samle på fodboldtrøjer. 

- Jeg har hundredevis af dem. Nogle af dem har jeg byttet mig til efter kampe, mens andre er gaver fra holdkammerater, som spiller på forskellige landshold. Jeg køber også trøjer, lyder det fra Dybala. 

- Jeg var engang tæt på at købe en Del Piero-trøje på en auktion, samt en trøje, som Maradona havde haft på i en kamp mod Brasilien. Men der var en, der overbød mig.