Video : Tipsbladet
Generelle

Kanes dramatiske formdyk: En fortabt skikkelse

Harry Kane halter langt efter niveauet i sidste sæson.

Harry Kane er en af de mest scorende spillere i Premier Leagues historie, men den engelske landsholdskaptajn har været en skygge af sig selv i denne sæson. 

Kane indikerede i sommer meget klart, at han gerne ville væk fra Tottenham. Manchester City fik dog deres bud afvist, og Kane måtte blive i Tottenham. Og ifølge talkSPORT har denne sæson indtil videre været et 'horrorshow' for Harry Kane, der blot har scoret ét mål i otte Premier League-kampe.

- Hvad er der sket med Harry Kane? Tottenham-angriberens statistikker er særdeles sløje i denne sæson, efter at han blev nægtet et skifte til Manchester City, lyder det således. 

- Man må have levet under en sten, hvis man ikke har bemærket Harry Kanes dramatiske formdyk i Premier League i denne sæson.

Halter langt efter 
Ifølge talkSPORT har Harry Kane i denne sæson 'på ingen måde lignet den spiller, der tidligere har terroriseret bagkæder' i Premier League. Angriberen har i stedet lignet 'en fortabt skikkelse' på Nuno Espirito Santos mandskab.

Kane blev i sidste sæson noteret for 23 mål og 14 assister i 35 Premier League-kampe, mens det i denne sæson er blevet til ét mål og én assist i otte kampe. 

Og ifølge talkSPORT er det ikke den eneste statistik, hvor Harry Kane halter efter. 

- Kane kæmper med overhovedet at tilkæmpe sig målchancer i denne sæson. Han har blot haft 18 skud på mål i Premier League. Det er 20 færre, end han havde på samme tidspunkt i sidste sæson, lyder det således fra talkSPORT. 

Tottenham og Harry Kane møder på lørdag et andet underpræsterende hold, nemlig Manchester United. Harry Kane er i skrivende stund den syvendemest scorende spiller nogensinde i Premier League, idet Tottenham-stjernen er noteret for 167 mål. 

Kane kan bringe sig op på tredjepladsen i denne sæson, hvis han scorer 21 mål i resten af sæsonen.