Video : Tipsbladet
Generelle

Katastrofalt nyt for United: Stjerne kan være ude resten af sæsonen

Det er usikkert, hvorvidt Marcus Rashford overhovedet bliver klar til at spille igen i denne sæson, fortæller Ole Gunnar Solskjær nu.

Hvis Manchester United på forhånd havde svært ved at opnå kvalifikation til næste års Champions League, bliver det med sikkerhed ikke nemmere nu.

Manager Ole Gunnar Solskjær fortæller nemlig, at det er usikkert, hvorvidt holdets helt store offensive stjerne i denne sæson Marcus Rashford overhovedet kommer tilbage fra sin skade før sommer og bliver klar til EM-slutrunden.

- Det er muligt (at han kommer til at spille igen i denne sæson red.), men det er usikkert. Det tager tid. Jeg havde håbet, at han ville komme sig hurtigere, end det ser ud til, at han kommer til at gøre. Han kommer med sikkerhed til at være ude i flere måneder endnu, sagde Solskjær onsdag på et pressemøde før torsdagens Europa League-kamp mod Club Brugge. 

Marcus Rashford fik allerede sit gennembrud på Manchester Uniteds førstehold som 18-årig og har siden leveret flere imponerende præstationer for både klub- og landshold.

Den nu 22-årige offensivsspiller har dog særligt i denne sæson formået at levere på et kontinuerligt højt niveau, hvor han på trods af Manchester Uniteds spillemæssige problemer har scoret 14 mål i 22 Premier League-kampe, hvilket allerede er fire mål mere end hans hidtige rekord på 10 ligascoringer i en sæson.

Særligt mod de store hold har Rashford imponeret med mål mod både Chelsea, Liverpool, Manchester City, Leicester og Tottenham i denne sæson. I midten af januar måtte han dog udgå af en FA Cup-kamp mod Wolverhampton med en rygskade, som altså nu kan ende med at sætte en stopper for englænderens hidtil bedste sæson i United-trøjen. 

Også Paul Pogba er langt fra et comeback, kunne Ole Gunnar Solskjær fortælle på pressemødet onsdag. Positivt er det dog for nordmanden, at Scott McTominay er tilbage på træningsbanen efter sin skade.