Video : Tipsbladet
Generelle

Klopp om Dortmund-stjernes exit: Fuldt forståeligt, at han smutter

Liverpool-cheftræner Jürgen Klopp har fuld forståelse for, at Dortmunds Mario Götze forlader Bundesliga-klubben efter denne sæson.

Mario Götze vendte for fire år siden tilbage til Dortmund, men den tyske stjerne står nu til at forlade Bundesliga-klubben for anden gang i karrieren.

Götzes kontrakt med Dortmund udløber således om få uger, og intet tyder på, at den bliver forlænget.

Fuldt forståeligt
Og Mario Götzes tidligere chef i Dortmund, Jürgen Klopp, forstår udmærket, at offensivspilleren ønsker at komme væk fra Dortmund.

- Alle i fodboldens verden var klar over, at hans kontrakt var ved at løbe ud. Når situationen ikke var blevet løst et år i forvejen, så var det en indikation på, at samarbejdet var på vej mod enden, lyder det ifølge Daily Mirror fra Klopp.

- Mario har nok brug for at spille et par kampe i streg. Han har brug for en klub, der giver ham en følelse af, at han ikke behøver redde verden i hver eneste kamp. 

- Götze skal bare spille normalt, og han skal spille flere kampe i streg. Så tror jeg, at vi får den gamle Mario Götze at se igen. Det er tydeligvis ikke muligt for ham i Dortmund i øjeblikket, med den kvalitet, de har i offensiven. 

- Det giver totalt god mening, at Mario forlader klubben. Jeg ønsker ham virkelig held og lykke, hvis jeg skal være ærlig. Jeg mener, at han er en exceptionel spiller, og også en glimrende fyr. Jeg kan rigtigt godt lide ham, og jeg ønsker ham alt det bedste.