Video : Tipsbladet
Generelle

Klublegender i vildrede over dyrt United-indkøb: Vi har ikke brug for ham

Både Gary Neville og Patrice Evra er i vildrede over Manchester Uniteds indkøb af Donny van de Beek.

Manchester United brugte i sommer knap 300 millioner kroner på at hente Donny van de Beek i Ajax, og derfor har det undret, at Ole Gunnar Solskjær ikke rigtig bruger hollænderen. 

Senest sad Donny van de Beek i hele kampen, da Manchester United mødte Chelsea i lørdags. Og i sidste uges sejr over PSG fik hollænderen blot to minutter på banen. 

Og ifølge den tidligere Manchester United-profil Patrice Evra er det noget besynderligt, at Manchester United har hentet Donny van de Beek, blot for at placere hollænderen på bænken.

- Jeg har intet imod knægten, men hvorfor er det lige, at vi har købt ham? Han sidder på tilskuerpladserne i hver eneste kamp. Vi har ikke brug for ham. Det er sandheden, lyder det ifølge Sky Sports fra Evra.

En mystisk situation
Heller ikke den tidligere Manchester United-kaptajn Gary Neville kan se logikken i indkøbet af Donny van de Beek.

- Det, der er lidt mystisk, er Van de Beeks situation, efter at man har brugt 40 millioner pund på ham. Det virker umiddelbart ikke til, at han indgår i Ole Gunnar Solskjærs planer. Og jo længere tid, der går, hvor han ikke starter inde eller bliver indskiftet, jo mere sidder man og tænker: 'En spiller til 40 millioner pund vil man typisk forsøge at få spillet ind på holdet.' Lige nu må han tænke: 'Hvad laver jeg her?' lyder det fra Neville.