Video : Tipsbladet
Generelle

Klubpræsident skyder rygte om Ronaldo-transfer ned: - Vil ikke give mening

Cristiano Ronaldo kommer ikke til at vende tilbage til Real Madrid. Sådan lyder det nu fra madrilenernes præsident, Florentino Perez.

Cristiano Ronaldo har i den seneste måneds tid været rygtet tilbage til Real Madrid, og det er et rygte, som selv Zinedine Zidane har været med til at holde i live

Mandag aften blev idéen dog endegyldigt begravet af manden, der bestemmer alt i Real Madrid. I et interview med det spanske medie El Chiringuito afviste madrilenernes klubpræsident, Florentino Perez, således, at den 36-årige Cristiano Ronaldo kan rykke tilbage til Bernabéu, hvor han spillede fra 2009 til 2018.

- Nej, det ville ikke give mening for Cristiano Ronaldo at vende tilbage til Real Madrid, lød det kortfattede svar således fra Florentino Perez, der kom på kant med portugiseren inden dennes skifte til Juventus. 

Mulig skjult dagsorden
Det er især Madrid-avisen Marca, der har reporteret, at Cristiano Ronaldo til sommer kan forlade Juventus til fordel for Real Madrid. Ifølge Florentino Perez skal folk dog være opmærksomme på, at Marca meget vel kan have en skjult dagsorden med at sprede rygter om et Ronaldo-exit. Perez peger således på, at Marca er ejet af Urbano Cairo, der også ejer Serie A-klubben Torino, der altså er Juventus' naborivaler. 

- Marcas ejer er også Torinos ejer. Det siger jeg for at oplyse og for at være transparent, lyder det således fra Florentino Perez. 

Med syv spillerunder tilbage af Serie A-sæsonen er Juventus i overhængende fare for at misse kvalifikationen til Champions League. Efter søndagens 1-0-nederlag til Atalanta ligger Juventus således på fjerdepladsen i Serie A. Napoli ligger blot to point efter Juventus, mens Lazio kan reducere afstanden til Juventus til ét point, hvis hovedstadsklubben vinder deres udsatte kamp mod Torino.