Video : Tipsbladet
Generelle

Koeman revser Barça-stjerne efter skuffelse

Ronald Koeman var ikke tilfreds med Frenkie de Jongs præstation i søndagens opgør mod Sevilla.

Barcelona tog søndag imod Sevilla på Camp Nou, og her måtte Ronald Koemans mandskab nøjes med et enkelt point, idet opgøret sluttede 1-1.

Og efter slutfløjtet var hollænderen absolut ikke tilfreds. Koeman var blandt andet ude med riven efter landsmanden Frenkie de Jong, som ikke havde en god aften.

- De Jong ved, at han mistede for mange bolde. Han smed bolde væk, som han normalt ikke ville smide væk. Jeg vil ikke sige, at han generelt er et stykke fra sit topniveau, for han var rigtig god mod Villareal og Celta Vigo. Men i dag var han, ligesom andre spillere, ikke effektiv med bolden, lød det ifølge Diario Sport fra Ronald Koeman. 

Også kritik til Griezmann
Barcelona-cheftræneren var også frustreret over Antoine Griezmanns uskarphed foran målet. Franskmanden brændte to oplagte chancer. 

- Han skulle have scoret på én af dem, lød vurderingen fra Koeman. 

Barcelona fik en skæv start på søndagens opgør, da Sevillas Luuk de Jong bragte gæsterne foran allerede efter otte minutter. Philippe Coutinho fik udlignet to minutter senere, men herefter formåede ingen af de to hold dog at score yderligere. 

Efter tre runder ligger Barcelona nu på femtepladsen i La Liga. Catalanerne har hentet syv point i deres første tre opgør. Real Madrid indtager førstepladsen med 10 point efter fire kampe.