Video : Tipsbladet
Generelle

Koeman sætter Barcelona-stjerne på plads: Det er mig, der bestemmer

Antoine Griezmann indikerede onsdag, at han er utilfreds med at spille på kanten for Barcelona. Det kommer dog ikke til at ændre sig, lyder det nu fra Ronald Koeman.

Efter Frankrigs 2-1-sejr over Kroatien udtalte Antoine Griezmann, at han forsøgte at udnytte, at landstræneren Didier Deschamps lod ham spille på sin foretrukne position.

Der var med andre ord tale om en stikpille til Griezmanns chef i Barcelona, Ronald Koeman, som typisk har brugt franskmanden på kanten. I sidste uge udtalte Deschamps, at Griezmann med sikkerhed 'ikke er glad for', at Koeman har valgt at placere ham på kanten.

Har talt med Griezmann
Det tyder dog ikke på, at Griezmanns stikpille kommer til at få den store effekt. Forud for lørdagens udekamp mod Getafe har Ronald Koeman således reageret på Griezmanns kommentar ved at slå fast, at 'det er træneren, der bestemmer'.

- Alle har ret til at udtale sig, som de lyster. Vi ved, at den slags kan ske. Jeg talte med Antoine i går eftermiddags. Men ikke på grund af hans udtalelse. Vi talte om hans position, samt om hans indsats, lyder det ifølge Mundo Deportivo fra Koeman.

- Jeg sagde til ham, at jeg altid fokuserer på holdets bedste. Og jeg sagde til ham, at jeg mener, at han har meget frihed på den position, han har fået. For han spiller ikke på kanten. Han spiller mere ind mod midten, og han kan spille både som 10'er og 9'er. Og i sidste ende er det mig, der bestemmer, hvad der er bedst for holdet. Og så må den enkelte spiller prøve at få det bedste ud af det. 

Træneren bestemmer
Det lyder således ikke til, at Griezmann skal forvente at få en anden rolle. Ronald Koeman opfordrer i stedet franskmanden til at 'arbejde hårdt'.

- Han gør det bedste, han kan. Det handler om at arbejde hårdt og være disciplineret, men som offensivspiller handler det også om at have heldet. Der var fire-fem angreb, hvor han skulle have fået mere ud af det. Man kan diskutere længe om hans position. Da jeg var landstræner for Holland, der spillede han på højrekanten, da vi mødte Frankrig.

- Men jeg vil gerne sige det en gang for alle. Der er ingen grund til at blive ved med at diskutere dette emne. Det er træneren, der bestemmer. Og så må spilleren få det bedste ud af det. 

Koeman afviser, at han på nogen er bitter over Griezmanns udtalelse.

- Jeg har intet problem med Antoine. Mit job er at få det bedste ud af hver enkelt spiller. Men jeg kan kun sætte 11 mand på banen. Og der er kun én, der kan spille som 9'er. Der er kun én, der kan spille som 7'er. Der er kun to, der kan spille på den defensive midtbane. Jeg bruger ikke spillere på andre positioner. Griezmann kan spille med fokus på at bevæge sig indad. Han er venstrebenet, og han kan levere gode præstationer. Vi kan ikke spille med 10 spillere på 10'er-positionen.