Video : Tipsbladet
Generelle

Kold luft: United-legender var ikke på talefod

Patrice Evra har nu reflekteret over sin tid med Nemanja Vidic i Manchester United, hvor det både gik op og ned for de to forsvarsspillere.

Både Patrice Evra og Nemanja Vidic skiftede til Manchester United i januar 2016, og de to forsvarsspillere opnåede kæmpe succes på Old Trafford, hvor de vandt fem mesterskaber og et Champions League-trofæ.

Det var dog ikke lutter lagkage i Manchester, lyder det nu fra Patrice Evra i et interview, der er blevet bragt på manutd.com.

- Vi ankom samtidig, og vi led sammen. Vi var på det samme hotel, kan jeg huske, og ham og jeg var så dårlige i begyndelsen. Træneren (Sir Alex Ferguson, red.) sendte os ned på reserveholdet, der blev trænet af Rene Meulensteen. Efter 45 minutter skiftede han os ud... på reserveholdet! I omklædningsrummet sagde Vida: 'Min agent har ringet til mig, jeg er nødt til at tage tilbage til Moskva'. Min agent ringede også til mig og sagde, at der var interesse fra Roma. Det var svært, lyder det således fra Evra.

- Så vi led sammen, og det er også årsagen til, at jeg har stor respekt for Vida.

Kold luft
Patrice Evra og Nemanja Vidic kom dog også på kant med hinanden i deres tid som holdkammerater.

- For at være ærlig, så skændtes vi også. Vi havde et skænderi, og vi talte ikke sammen i tre måneder. Vi spillede sammen, men vi sagde ikke et ord til hinanden. Jeg sagde aldrig til ham, om han skulle gå til højre eller venstre. Det gjorde han heller ikke med mig. Ferguson var nødt til at rykke Rio Ferdinand over i venstre side af midterforsvaret, så han kunne spille med mig, lyder det således fra Evra.

- Sådan var det i tre måneder, indtil efter en kamp, hvor jeg kan huske, at han kom over til mig i omklædningsrummet og gave mig en high-five. Alle havde det sådan: 'Endelig'. For vi var de bedste venner, Vida og jeg. Vi har en vigtig historie sammen. Jeg elsker ham så meget. Vi led, men vi var begge meget ærlige, ham og jeg. Hvis vi gjorde noget galt, så diskuterede vi. Men samtidig var det også et glimrende forhold.

I sommeren 2014 forlod både Evra og Vidic Old Trafford for at fortsætte karrieren i Serie A. Evra rykkede således til Juventus, mens Vidic tog til Inter.