Kompany bliver spillende træner i Anderlecht
Foto: Getty Images
Generelle

Kompany bliver spillende træner i Anderlecht

Ganske overraskende kommer Vincent Kompany til at skulle være spillende træner i de næste tre år.

Tidligere i dag kunne Manchester City annoncere, at Vincent Kompany ikke fortsætter i klubben, og nu er det kommet frem, hvad belgieren i stedet skal foretage sig.

På sin Facebookside har Vincent Kompany meddelt, at han fremover skal være spillende træner for den belgiske storklub, Anderlecht, hvor han trådte sine første skridt som fodboldspiller.

- I de næste tre år overtager jeg rollen som spillende træner for Anderlecht. Belgiens fineste. Det vil måske komme som en overraskelse for dig. Det er det mest passionerede og rationelle valg, jeg nogensinde har truffet, skriver Vincent Kompany.

Han fortæller ydermere, hvordan Frank Arnesen har været med til at overtale ham til jobbet i den belgiske storklub. Det skete i samarbejde med Anderlechts ejer, Marc Croucke.

- For ikke så lang tid siden modtog jeg et opkald fra Anderlecht. Ret overraskende tilbød de mig jobbet som spillende træner. Michael og Frank forklarede mig i detaljer, hvordan de så det fungere i praksis. De havde tænkt det igennem.

Med Vincent Kompanys ansættelse i Anderlecht bliver døren for blandt andre Kasper Hjulmand, som har været sat i forbindelse med den belgiske klub, lukket.