Video : Tipsbladet
Generelle

Kræver Real Madrid-præsidents afgang: - Det vil være det mest værdige

Florentino Perez bør trække sig som Real Madrid-præsident efter Super League-fiaskoen. Sådan lyder det nu fra Perez' forgænger, Ramon Calderon.

Florentino Perez var præsident for det kortlivede Super League-projekt, der efter voldsom kritik nu officielt er blevet lagt i graven. 

Og ifølge Perez' forgænger på præsidentposten i Real Madrid, Ramon Calderon, bør Super League-farcen få den konsekvens, at Florentino Perez træder tilbage som Real Madrid-præsident. 

- Det var en dolk i ryggen på fodbolden. Det er vanvittigt, at de gjorde det uden at tænke sig om. Jeg troede, at det var en smagløs joke, da jeg hørte Florentino forklare projektet. Efter den her fiasko vil det være det mest værdige, at han træder tilbage. Uden at have retten til det, gjorde han sig til ejer af fodbolden og af Real Madrid, lyder det således, ifølge Radio Villa Trinidad, fra Ramon Calderon. 

- Jeg vil snarere kalde den Mini League end Super League, for den levede kun i to dage. Det ser ud til, at projektet døde efter to dage. Den bliver ikke til noget. Som fodboldmand er jeg meget glad for, at det her ikke blev til noget, for den her idé var en dolk i ryggen på fodbolden. 

Ramon Calderon var Real Madrid-præsident fra 2006 til 2009, hvor han blev afløst af Florentino Perez, der for nyligt blev genvalgt som klubpræsident, idet ingen andre kandidater stillede op. Florentino Perez var tidligere Real Madrid-præsident fra 2000 til 2006.