Video : Tipsbladet
Generelle

Lampard mister Chelsea-stjerne: Vil til Barcelona

Frank Lampard har imponeret i sin første tid som Chelsea-manager, men det er ikke nok til at holde på Willian.

Den tidligere Chelsea-midtbanespiller, Frank Lampard, har som manager for samme klub lynhurtigt fået stablet et spændende, ungt mandskab på benene. Dette unge mandskab har dog også inkluderet brasilianske Willian i størstedelen af kampene hidtil i sæsonen. 

Men nu forlyder det, at Willian ser ud til at forlade Chelsea, da han ikke ønsker at forlænge sin kontrakt med London-klubben. Det skriver engelske The Sun. Hans nuværende aftale løber nemlig kun til sommeren 2020, hvorfor han allerede må begynde at forhandle med andre klubber fra januar af. 

Chelsea har tilbudt Willian en to-årig kontrakt med en option på et tredje år, og Lampard er da også rigtig glad for den 31-årige fløjspiller.

- Jeg kan ikke blive involveret med pengene, det er op til klubben, men jeg tror alle kan se, at jeg er afhængig af ham, og jeg elsker ham i den her fodboldklub. Da jeg kiggede på ham i begyndelsen af sæsonen, så jeg at han kunne blive kolossal for os og den måde vi gerne vil spille på.

- Det arbejde, han har lavet uden bolden er et fantastisk eksempel for Callum Hudson-Odoi, Christian Pulisic og andre fløjspillere, der tror, at den eneste del af spillet, er at drible forbi folk, eller at lave indlæg og skyde på mål. Han klarer den anden del fantastisk, med absolut ydmyghed, så han har været en fornøjelse, og han er en af de erfarne spillere, der virkelig hjælper de unge drenge.

Selvom Barcelona skulle være Willians absolutte førsteprioritet, holder Juventus angiveligt ligeledes et halvt øje på udviklingen.