Video : Tipsbladet
Generelle

Landsmand om Messi: Kan kun blive den bedste, hvis han tager til Real Madrid

Lionel Messi er nødt til at foretage et klubskifte til Real Madrid, hvis han ønsker at blive anset som den bedste spiller i verden. Sådan lyder det nu fra landsmanden Hugo Gatti.

Lionel Messi har mere eller mindre gudestatus i Barcelona og omegn, men ifølge Boca Juniors-legenden Hugo Gatti er Barcelona-kaptajnen nødt til at skifte til ærkerivalerne fra Real Madrid, hvis han vil gøre sig forhåbninger om at blive anset som verdens bedste spiller.

Den argentinske eks-målmand var tirsdag gæst i det spanske tv-program El Chiringuito de Jugones, og kom her med den kontroversielle udmelding efter Barcelonas 5-1-sejr over Valladolid, hvor Messi blev dobbelt målscorer.

- Det kan måske fremstå som om, at jeg er anti-Argentina, men indtil Messi leverer i de store kampe, så vil han stadig kun blive set som en spiller, der leverer på hjemmebane. Han er nødt til at have nosser nok til at skifte til Real Madrid, og bevise alt dér, ligesom Cristiano Ronaldo gjorde. Ellers vil han bare være en spiller som så mange andre.

Skal vise mere i Europa og med landsholdet
Ifølge Gatti mangler Messi stadig at vise meget.

- Cristiano tog til den bedste klub i verden. Messi præsterer på hjemmebane, og nyder godt af fordelene ved at spille på hjemmebane. Lad ham præstere i Champions League og til VM. Ellers vil han stadig bare blive set som endnu en spiller. Når han præsterer på de scener, så vil man kunne sammenligne ham med Cruyff, Maradona og Pele. Messi præsterer kun i de rette omgivelser. Det er meget let at imponere, når alt går din vej på hjemmebane.