Video : Tipsbladet
Generelle

Legende raser over ny Valencia-træner: Et skamløst menneske

Den tidligere Valencia-målmand Santiago Cañizares langer nu alvorligt ud efter Albert Celades, der onsdag blev ansat som cheftræner i den spanske storklub. Ifølge Cañizares er fyringen af Marcelino 'ufatteligt skamløs.'

Onsdag var en særdeles dramatisk dag i den spanske storklub Valencia, hvor klubejer Peter Lim valgte at give cheftræner Marcelino sparket.

Stemningen mellem Lim og Marcelino blev angiveligt dårlig, da førstnævnte insisterede på at blande sig i diverse sportslige beslutninger.

Få timer efter Marcelinos fyring blev den tidligere spanske U21-landsholdstræner Albert Celades ansat som afløser. Celades arbejdede senest i Real Madrid, som assistent for den nu fyrede Julen Lopetegui.

Ufattelig skamløs fyring
Fyringen af Marcelino er kommet som lidt af et chok for Valencia-tilhængerne, idet spanieren to sæsoner i træk formåede at kvalificere klubben til Champions League. Valencia-profilen Dani Parejo udtrykte efter fyringen da også sin støtte til Marcelino.

Der venter således den nye cheftræner Albert Celades lidt af en opgave. Og Celades er ikke kommet flyvende fra start. Den nye Valencia-boss bliver således nu slagtet af Valencia-legenden Santiago Cañizares.

- Celades har mistet enhver form for ære eller etik. Celades er en person, som har erfaring med at træne på et lavere niveau, og han havde ingen muligheder for at få et job i La Liga. Når du underskriver en kontrakt og får muligheden for at træne Valencia, så mister du enhver forståelse af ære og etik, lyder det ifølge Radio Marca fra Cañizares.

- Jeg tror ikke, at Celades ved, hvordan han vil blive modtaget i omklædningsrummet. Hans rolle vil fra starten af være yderst kompliceret. Han vil komme til at møde en trup, som er meget distraheret og pinligt berørt. Han er nødt til at stille op med Ferran Torres og Lee Kang-in. Det vil være de to, og ni andre.

- Lim har sagt, at Marcelino blev fyret, fordi han ikke viste tillid til ungdomspillerne. Men det er et absurd argument, som sportsligt set ikke giver mening, idet Marcelino rent sportsligt har klaret sig bedre, end man kunne have forventet. Marcelino har opnået alt, der blev forventet af ham. At fyre Marcelino er ufatteligt skamløst.