Video : Tipsbladet
Generelle

Leicester-boss bekræfter: Denne profil kan ryge til United

Leicester-cheftræner Brendan Rodgers er indforstået med, at midtbanespilleren James Maddison meget vel kan være på vej til Manchester United til næste sommer.

Leicester solgte i sommer klubbens bedste spiller, Harry Maguire, til Manchester United, og endnu en profil kan inden længe ryge samme vej.

Det erkender cheftræner Brendan Rodgers nu i et interview med den engelske avis The Times.

Midtbanespilleren James Maddison har været rygtet til Old Trafford. Manchester United er angiveligt klar til at betale 504 millioner kroner for Maddison til næste sommer.

Svært at sige nej
Og Rodgers erkender nu, at det kan blive svært for Maddison at sige nej til en klub som Manchester United.

- Jeg har været så heldig at være i en klub som Liverpool, så jeg kan forstå, hvor tiltrækkende sådan en klub kan være. Liverpool og Manchester United er to af de allerstørste klubber. Der er andre gode og store klubber. Men de har en global status, som er over de andre. Der er andre klubber, der prøver at indhente dem, men i mine øjne er de på et andet niveau. 

- Så når en spiller får muligheden for at tage til sådan en klub, og opleve det pres og de forventninger - og der er selvfølgelig en økonomisk fordel i det, hvis vi skal være ærlige - så er det en pakke, som i en kort karriere nok kan være svær at sige nej til.