Video : Tipsbladet
Generelle

Leicester meldes interesserede i Barca-flop

Philippe Coutinho kan være på vej tilbage til Premier League, hvor han kan blive genforenet med sin tidligere træner.

Alt tyder på, at Philippe Coutinho snart skal finde sig en ny arbejdsgiver.

I øjeblikket er brasilianeren udlejet fra FC Barcelona til Bayern München, men tyskerne vil efter sigende ikke beholde ham, og han vender i stedet tilbage til Barcelona til sommer. Spanierne har dog heller ikke intentioner om at beholde Coutinho, som de er klar til at sælge.

Til gengæld har Coutinho stadig et godt ry i England, hvor flere klubber angiveligt vil hente ham – heriblandt Leicester City. Det skriver den spanske avis Sport.

Leicester City har gang i en flot sæson i Premier og er trænet af Brendan Rodgers, som i 2013 hentede Philippe Coutinho til Liverpool. Det kunne dermed blive en genforening af Rodgers og Coutinho, hvis Leicester ender med at lokke brasilianeren til.

Det bliver dog svært for klubben. Blandt andre Manchester United er således også interesserede i Coutinho, og Leicester kan få svært ved at konkurrere med øvrige engelske storklubber økonomisk, skriver avisen.

I denne sæson har Coutinho, 27 år, spillet 32 kampe for Bayern München med ni mål og seks assists til følge.