Liverpool dominerede på Anfield mod Chelsea
Foto: Getty Images
Generelle

Liverpool dominerede på Anfield mod Chelsea

Hjemmeholdet var bedst og vandt på to hurtige scoringer med 2-0 over Chelsea.

Mesterskabsaspiranterne fra Liverpool skulle bruge en sejr over Chelsea for at holde trit med Manchester City, som med en kamp i hånden var gået forbi i tabellen efter en 3-1-sejr over Crystal Palace. Den klarede de med en sikker 2-0-sejr på Anfield.

Opgøret startede stille og roligt med overvægt i spil til Liverpool, som ikke formåede at skabe de helt store chancer. Den første halve af slagsen faldt til Mohamed Salah, som let blev reddet af Kepa i Chelsea-målet.

Andreas Christensen sad fra start på bænken for gæsterne, men en skade til Antonio Rüdiger betød, at danskeren kom i spil med fem minutter tilbage af første halvleg, og selvom værterne pressede på mod slutning af halvlegen, stod det fortsat 0-0 ved pausefløjtet.

Det blev dog hurtigt ændret efter pausen. Godt og vel fem minutter var spillet, da Jordan Henderson opsnappede en løs bold i Chelsea-feltet og sendte et højt indlæg til bagerste stolpe, hvorfra Sadio Mané kunne gøre det til 1-0.

Blot to minutter senere kom aftenens absolutte højdepunkt. Mohamed Salah fik bolden på højre kanten, tog et træk ind i banen og bankede bolden op i det lange hjørne uden chance for Kepa.

Efter scoringen tog Chelsea en lille smule over og kom længere frem på banen, og Eden Hazard fik to muligheder alene med Alisson på kort tid, men den første røg på stolpen, og den anden ramte den belgiske stjerne skidt, og Liverpool-keeper fik pareret.

Flere mål blev det ikke til på Anfield, og dermed tager Liverpool førstepladsen tilbage fra Manchester City, som har spillet en kamp færre. To point adskiller de to mandskaber i Premier League-tabellen.