Video : Tipsbladet
Generelle

Liverpool-legende til Jürgen Klopp: Hent dog Luis Suárez

Ifølge den tidligere Liverpool-profil Steve Nicol bør de engelske mestre forsøge at hente Luis Suárez tilbage til Anfield.

Barcelona arbejder hårdt på at komme af med Luis Suárez, og Juventus har droppet at hente uruguayaneren.

Fremtiden ser således ganske uvis ud for den 33-årige angriber. Men ifølge Liverpool-ikonet Steve Nicol bør Jürgen Klopp slå til og hente Luis Suárez tilbage til Anfield. 

Suárez har tidligere spillet i Liverpool fra 2011 til 2014, hvor målræven leverede 82 fuldtræffere i 133 kampe.

Giver god mening
Samtidig mangler man i Liverpool bredde i offensiven, og Merseyside-klubben er i de seneste dage blevet kædet sammen med blandt andre Ismaila Sarr og Ousmane Dembele. Ifølge Steve Nicol vil der dog være stor ræson i at gå efter Luis Suárez, nu hvor uruguayaneren leder efter en ny arbejdsgiver.

- Absolut. 100 procent. Det ville være en glimrende handel. Det giver vanvittigt god mening. Det ville være meget klogt. Man får en fyr, som jeg tror vil være glad for at være tilbage på Anfield. Han skal nok få rigeligt med spilletid til at være glad. Han har kvalitet, og han skal nok score mål. Han kommer til at bidrage med noget, som deres nuværende fronttrio ikke kan, lyder det ifølge ESPN fra Nicol.