Video : Tipsbladet
Generelle

Liverpool prissætter eftertragtet forsvarskrumtap

Dejan Lovren er eftertragtet af et par af de store klubber i Serie A, og nu har Liverpool bestemt den pris, som de vil have for at slippe den kroatiske forsvarsspiller

Siden Liverpool i 2014 hentede Dejan Lovren i Southampton, er kroaten gledet ind og ud af holdet på Anfield Road. Særligt efter ankomsten af Virgil van Dijk for halvandet år siden er vejen til spilletid blevet længere, og han kæmper mod både Joel Matip og Joe Gomez om den ene plads i det centrale forsvar ved siden af den hollandske stjerne.

Lovrens situation i Liverpool er ikke gået ubemærket hen i resten af Fodboldeuropa, og særligt i Italien har et par af de store klubber rettet sigtekornet mod den store centerback.

Således har både AS Roma og AC Milan ifølge avisen Liverpool Echo følehornene ude, og nu har Liverpool reageret ved at sætte et prisskilt på den kroatiske landsholdsspiller. Det lyder angiveligt på 150 millioner euro, cirka 111 millioner kroner. Ikke meget for en spiller, der for få måneder siden kunne hæve Champions League-trofæet.

Roma eller AC Milan har indtil den 23. august til at lande en aftale med Liverpool. Her lukker transfervinduet i Italien.

30-årige Dejan Lovren har de seneste fem år spillet 170 kampe for Liverpool på tværs af alle turneringer, og her er det blevet til 7 mål undervejs.