Video : Tipsbladet
Generelle

Liverpool slår to rekorder - og kan stadig nå at slå disse rekorder

Liverpool har været flyvende i denne sæson, og Jürgen Klopps mandskab har allerede slået flere rekorder. Og samtidig er der flere rekorder, som klubben stadig kan nå at slå i denne sæson.

Liverpool har i denne sæson formået at blive det hold, der har sikret sig det engelske mesterskab tidligst - og senest.

Ingen andre klubber har således tidligere formået at sikre sig mesterskabet med syv runder tilbage. Og samtidig er den 25. juni den seneste dato i løbet af en sæson, at en engelsk klub har sikret sig mesterskabet.

Den sene dato hænger som bekendt sammen med, at Premier League-sæsonen blev afbrudt i tre måneder, på grund af coronapandemien.

Både Manchester City og Manchester United har tidligere formået at vinde mesterskabet med fem runder tilbage. 

Tidligere på sæsonen satte Liverpool også et par rekorder, skriver den engelske avis Daily Mirror. Blandt andet blev det til 18 sejre i træk - en sejrsstime, der blev afbrudt af nederlaget til Watford i februar. Dermed deler Liverpool rekorden med Manchester City. Og onsdagens sejr over Crystal Palace var den 23. hjemmesejr på stribe, hvilket også er rekord.

Kan slå flere rekorder
Jürgen Klopps tropper har stadig mulighed for at sætte flere rekorder i denne sæson.

Først og fremmest kan Liverpool slå Manchester Citys rekord fra 2017/18-sæsonen, hvor Pep Guardiolas mandskab formåede at hente 100 point. Liverpool har med syv runder tilbage hentet 86 point og kan altså ende med 107 point, hvis holdet vinder deres resterende syv kampe.

Liverpool har samtidig mulighed for at blive det første hold til at vinde alle 19 hjemmekampe i sæsonen. Klopps mandskab mangler tre hjemmekampe. 

Liverpool kan desuden nå at blive den klub, der vinder mesterskabet med den største pointmargin. Manchester City vandt i 2017/18-sæsonen mesterskabet med 19 point ned til Manchester United. I skrivende stund har Liverpool 23 point ned til Manchester City.